Fagligt & teoretisk fundament
Mit arbejde hviler på et narrativt og systemisk fundament med rødder i pædagogisk antropologi.
Her kan du læse mere om den faglige tænkning og de metoder, der ligger bag mit arbejde - på tværs af psykoterapi, supervision, organisationer og samtaler i naturen.
Narrativ og systemisk tilgang
Jeg arbejder ud fra en narrativ og systemisk tilgang.
Det betyder, at problemer ikke forstås som noget, et menneske er, men som noget, et menneske har - og som er opstået i bestemte relationelle, sociale og kulturelle sammenhænge.
I samtalerne undersøger vi de fortællinger, der har fået stor betydning for selvforståelse, relationer og handlemuligheder. Med nysgerrighed og respekt åbnes der for nye perspektiver, så det bliver muligt at fortælle andre historier om sig selv, sit liv og sine muligheder.
Den narrative tilgang giver plads til værdier, håb og det, der betyder noget - også dér, hvor livet har været præget af pres, sårbarhed eller fastlåste mønstre.
Pædagogisk antropologi - blik for kontekst og mening
Min baggrund i pædagogisk antropologi giver mig et særligt blik for menneskers liv i kontekst.
Jeg er optaget af mønstre, normer, relationer og kulturelle forventninger - og af hvordan adfærd altid giver mening, når den forstås i sin sammenhæng.
Det betyder, at jeg ser menneskers handlinger som svar på de livsbetingelser, relationer og fællesskaber, de er en del af. Dette perspektiv er centralt i mit arbejde med både børn, unge, voksne og organisationer.
Hvordan det viser sig i praksis?
I praksis arbejder jeg undersøgende, nænsomt og struktureret - med stor opmærksomhed på tempo, relation og tryghed.
Samtalerne tilpasses den enkelte og kan foregå som individuelle samtaler, i grupper, i organisationer, online eller som naturbaserede samtaler (walk-and-talk).
Fælles for alle forløb er, at der skabes et rum, hvor refleksion, bevægelse og nye handlemuligheder kan opstå i et tempo, der giver mening.
Børn og unge - narrative samtaler
I arbejdet med børn og unge anvender jeg narrative samtaler, hvor barnets eller den unges perspektiv, alder og livsverden er i centrum.
Gennem fortællinger, metaforer, konkrete materialer og dialog i øjenhøjde skabes et sprog for det, der kan være svært at sætte ord på.
Et grundlæggende udgangspunkt er, at det ikke er barnet, der er problemet - men problemet, der er problemet.
Målet er at styrke barnets egne erfaringer, værdier og muligheder, så nye veje kan tage form.
Erhvervsterapi, supervision og arbejdsliv
I supervision og erhvervsterapi arbejder jeg med samme narrative og systemiske forståelse - her rettet mod arbejdslivets relationer, roller, samarbejde og faglige identitet.
Når vi arbejder med mennesker, bruger vi os selv som redskab. Derfor er der behov for rum, hvor man kan stoppe op, skabe overblik og reflektere over praksis - med fokus på trivsel, faglighed og bæredygtighed.
Supervisionen er et samskabende refleksionsrum, hvor problemer undersøges med nysgerrighed, og hvor værdier og handlemuligheder får plads.
Fælles for mit arbejde
En dyb respekt for menneskers værdier, erfaringer og integritet er grundlæggende for mit arbejde.
Jeg tror på, at nye fortællinger kan skabe bevægelse, håb og retning - både i det enkelte menneskes liv og i de fællesskaber, vi er en del af.