Personlig introduktion
Pædagogisk antropolog, narrativ supervisor og psykoterapeut MPF (stud.)
Jeg hedder Pia Lerbæk Petterson og er indehaver af SUPERVISION & TERAPIHUSET i Bogense på Fyn. Her tilbyder jeg supervision og psykoterapi for børn og unge, voksne samt organisationer.
Mit liv er forankret i et familieliv, hvor børnene nu er voksne og videre på deres egne rejser. Jeg holder af hverdagen, som jeg deler med min mand Ole, der er bygningssnedker.
Jeg er optaget af de fortællinger, mennesker bærer med sig - og af hvordan de former vores forståelse af os selv, vores relationer og vores måde at leve på.
Min faglige tilgang forener pædagogisk antropologi, narrativ supervision og psykoterapi.
Det giver mig et blik for både menneskers egne erfaringer og de sammenhænge, de er en del af: familie, arbejdsliv, institutioner og fællesskaber.
Erfaring og faglig baggrund
Jeg er cand.pæd. i pædagogisk antropologi og har en bachelorgrad i pædagogik.
Derudover er jeg uddannet narrativ supervisor og er i gang med en psykoterapeutuddannelse med henblik på MPF-registrering under Dansk Psykoterapeutforening.
Gennem mere end 20 år har jeg arbejdet med sårbare børn og unge, primært inden for det højt specialiserede socialområde. Her har jeg opbygget en særlig viden om børn og unges livsvilkår, relationer og udvikling i sammenhænge præget af sårbarhed og komplekse livssituationer.
I mit speciale i pædagogisk antropologi undersøgte jeg, hvordan børn og unge på et behandlingshjem skaber en oplevelse af hjem i en hverdag præget af institutionelle rammer. Med afsæt i de unges egne fortællinger arbejdede jeg med spørgsmål om identitet, relationer og tilhørsforhold.
Arbejdet gav mig et særligt blik for, hvordan mennesker søger at skabe mening, handlemuligheder og en oplevelse af hjemlighed - også når livet er præget af svære livsvilkår. Denne forståelse præger fortsat mit arbejde i mødet med børn, unge og voksne.
Samtidig har jeg otte års erfaring med voksne borgere med psykisk udviklingshæmning og domfældte.
Jeg har tidligere haft funktion som praksisspecialist inden for det højt specialiserede socialområde. I den forbindelse har jeg været supervisor for personale, ledere og nøglemedarbejdere samt planlagt og faciliteret pædagogiske temadage.
Forfatterskab og vidensdeling
Jeg er forfatter til en børnebogsserie med kulturhistoriske fortællinger. Serien anvendes i fortællebaserede events for børn og deres voksne samt i formidlingsforløb på skoler og biblioteker. Her flettes læring og fortællinger om venskab, identitet og mod ind i et fælles fordybelsesrum.
Disse erfaringer præger mit arbejde i dag, både i mødet med børn, unge og voksne samt i supervision og samarbejde med fagprofessionelle og organisationer.
Jeg møder mennesker i forskellige livssituationer - når noget er blevet svært, når relationer udfordrer, eller når der opstår behov for at standse op og se livet, samt dets muligheder med nye øjne. Jeg tilbyder psykoterapi og supervision i Bogense på Fyn, samt online samtaler via Zoom.
Hvis du ønsker at høre mere eller aftale en samtale, er du meget velkommen til at kontakte mig.